
Er en brugt mobil blevet det nye smarte valg?
Hvorfor har folk, der køber en brugt mobil, grund til at være særligt tilfredse med deres køb? Har de indset noget, som ingen andre har? Vi afslører nogle nyttige fakta og gode tips.

Kan det være, at second hand-trenden inden for møbler og tøj nu er nået til mobilmarkedet? Flere og flere forbrugere går med på moden, når de køber en mobiltelefon. I stedet for at købe den nyeste model, vælger de i stedet en brugt mobil. Tal fra Statista, en virksomhed, der leverer markeds- og forbrugerdata, viser, at markedet kan blive fordoblet i 2027, hvis vi tager udgangspunkt i salget fra 2020. Det kan med andre ord se ud til, at en brugt mobil er blevet det nye smarte valg for bevidste forbrugere.
Men hvordan fungerer dette marked? Hvordan sikres kvaliteten på de brugte mobiler, og hvad skal du være opmærksom på, hvis du overvejer at købe en? Vi ser nærmere på disse spørgsmål i denne artikel.
Har ikke brug for den nyeste version
– Miljøhensyn, økonomiske fordele og praktiske løsninger er nogle af drivkræfterne bag denne trend, forklarer Dag Harald Næss, der er kategorichef for Telecom hos Elkjøp Nordic. – Vi ser, at kunderne går mindre op i at have den allernyeste telefon, og de beholder deres telefon i længere tid, før de skifter til en ny. Prisen på nye telefoner er steget betydeligt, og renoverede telefoner er blevet let tilgængelige for forbrugerne. For de fleste spiller de øgede leveomkostninger også en rolle. Alt dette taget i betragtning er det ingen overraskelse, at mange finder det fristende at købe en telefon, der er næsten så god som ny, til en lavere pris. Dette er særligt populært blandt forældre, der køber telefoner til deres børn. Det giver dem mulighed for at købe telefoner i topklasse til en attraktiv pris.
Hvis din telefon er blevet så beskadiget, at den ikke kan repareres, kan en brugt mobil være et godt alternativ. Så kan den ødelagte telefon erstattes med en renoveret udgave, som er præcis den samme, som du havde.
Virksomheder baner vejen
– Vi ser også en stigende efterspørgsel fra erhvervsmarkedet, fortsætter Næss. – Det gælder både offentlige og private organisationer og virksomheder. Det er typisk for virksomheder, der vil være på forkant med hensyn til bæredygtighed, og vi kan se, at andre virksomheder følger trop.

Undgå fælderne
I nogle tilfælde kan det være risikabelt at købe en brugt mobil. Dog kan du føle dig tryg og sikker, hvis du køber den hos en velkendt og respekteret forhandler.
– Køb din telefon hos en forhandler, som giver en god reklamationsret og respekterer dine forbrugerrettigheder, anbefaler Næss. – Du bør også undersøge, hvad renoveringsprocessen indebærer. Vores telefoner repareres af autoriserede værksteder med brug af originale reservedele. Disse værksteder tager telefonerne igennem en grundig kvalitetssikringsproces, inden de sælges.

Specialister i renovering
Foxway er en af de virksomheder, der renoverer telefoner. De tager imod brugte telefoner fra hele Norden og EU. Virksomheden råder over omfattende faciliteter, som er specialiseret i at renovere mobiltelefoner. Når en telefon ankommer til produktionslokalet, bliver den først tjekket og vurderet. Derefter besutter kvalificeret personale, om den skal renoveres eller genanvendes.

Omfattende proces
Selve renoveringsprocessen minder meget om den måde, man producerer nye telefoner på.
– Vi har værktøjerne og ekspertisen, som vi skal bruge for at gøre en brugt mobil så god som ny igen, forklarer Ove Lidström, der arbejder med innovation og forretningsudvikling hos Foxway. – Smartphones egner sig særligt godt til at blive renoveret, fortsætter Lidström. – De har ingen bevægelige dele, hvilket betyder, at alt inden under skallen har en meget lang levetid, bortset fra batteriet.
– Det første, vi gør, er at slette alle data på telefonen. Hvis der er slitage, er det altid på ydersiden. En beskadiget skærm kan skiftes ud, og ridser kan poleres væk. Hvis skallen er beskadiget, kan den omlakeres eller udskiftes. Eventuelle defekte komponenter kan også udskiftes, og vi indsætter også et nyt batteri, hvis batterikapaciteten er dårlig.
Når telefonen er blevet renoveret og kvalitetstjekket, får den en ny indpakning. Herefter er den klar til at blive pakket ud af den nye ejer.
Få mest muligt tilbage for din telefon
Den bedste måde at minimere udgifterne til en ny telefon på er at passe på den telefon, du allerede har. Den reelle pris på en telefon er, hvad du har købt den for, minus hvad du får tilbage, når du afleverer den. Lidströms bedste tips er gode opladningsvaner og at give telefonen et cover og skærmbeskyttelse på.
– Udover at forbrugeren får en bedre tilbagekøbspris, får vi flere telefoner, som vi kan istandsætte, afslutter Lidström.
Klassificering
Brugte mobiler klassificeres efter tilstand, så du ved, hvad du kan forvente af en renoveret telefon. Telefonerne, som Elgiganten sælger, er klasse B eller derover.
A-klassificering: Telefoner i klasse A er ofte som nye. De har ingen eller meget få tegn på brug, såsom meget små ridser, der er svære at se med det blotte øje. Disse telefoner er fuldt funktionelle uden nogen form for skader.
B-klassificering: Telefoner i klasse B har moderate tegn på brug, såsom overfladiske skrammer eller mindre kosmetiske skader. Disse brugsmærker påvirker dog ikke telefonens funktionalitet. Klasse B-telefoner er også blevet testet og bekræftet som værende fuldt funktionelle.
C-klassificering: Telefoner i klasse C har synlige tegn på brug, såsom skrammer, buler eller andre kosmetiske skader. Skærmen og selve telefonen vil dog stadig være fuldt funktionel.
Tjekliste til godkendte mobiler:
- Skærm og skal
- Tænd/sluk-knap
- Batteri (minimum 80 % af oprindelig kapacitet)
- Knapper og touchskærm
- Kamera (front og bag)
- Ansigtsgenkendelse (Face ID)
- Fingeraftrykslæser
- Opladning
- SD-kortplads
- AUX-port
- Netværks- og WiFi-tilslutning
- Højtaler og mikrofon
- Gyrosensor